Måske forsvinder den eneste borgervejleder: Borgere protesterer

Forvaltningen i Fredericia har forslået, at kommunens borgervejleders opgaver i fremtiden skal løses af veterankoordinatoren i kommunen. Med udsigten til, at der fremover kun er sat 10 timer om ugen af til borgervejledning, er det et forslag, som møder modstand blandt borgerne.

Af Lea Guldbrandsen

Mandag den 7. oktober mødte en gruppe borgere op til byrådsmøde i Fredericia kommune. De er utilfredse med et af de forslag, som er kommet på tale i forbindelse med kommunens budgetforhandlinger. Fredericia har siden 2014 haft en uafhængig borgervejleder, men hvis forvaltningens forslag bliver vedtaget, bliver det et farvel til borgervejlederen i 2020.

Angela Jensen, som er en af de borgere, der har gjort brug af borgervejlederen flere gange, og kom til demonstrationen mandag, fortæller at hun kun har haft positive oplevelser med borgervejlederen. Hun synes det er den bedste hjælp, hun nogensinde har fået:

”På kommunen får man noget forskelligt at vide hver gang. Den eneste, der kan finde hoved og hale i reglerne, det er borgervejlederen.”

Borgervejlederens opgave er at hjælpe borgerne når de er i kontakt med kommunen. Uanset om det drejer sig om sager der er gået i hårdknude, eller at forberede sig til møder i kommunen. Borgervejlederen er uafhængig af forvaltningen. Men forvaltningen har forslået, at man svinger sparekniven i budgettet. I stedet for en borgervejleder, skal borgervejlederens opgaver løses af kommunens veterankoordinator, som rådgiver kommunens veteraner, hvor forslaget er at sætte 10 timer af til vejledningen af almindelige borgere.

Cecilie Roed Schultz, som er medlem af Byrådet for Enhedslisten, støtter op om at bevare borgervejledningen som den er i dag, men er åben overfor eventuelt at sætte 25 eller 30 timer af i stedet for den nuværende normering: ”Hvad normeringen præcist skal være, er vi åbne overfor at diskutere, men de bør holdes separat. Jeg kan være bange for, at det går udover både veterankoordinatoren og borgervejlederens arbejde, hvis de slås sammen.”

”Høringssvarene peger også på, at det er bedst at holde dem adskilt” forklarer Cecilie Roed Schultz (Ø) Foto: Fredericia Kommune

Fra april 2018 til april 2019 modtog borgervejlederen 321 henvendelser fra borgere, ifølge årsberetningen. Byrådet har endnu ikke truffet en beslutning omkring forslaget.

”Jesper (borgervejlederen red.) betyder så meget for os. Jeg kan ikke forstille mig, hvad vi skulle gøre uden ham,” fortæller Angela Jensen.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *