Verdens Mentale Sundhedsdag: Fredericia sætter fokus på psyken

I dag afholdes Verdens Mentale Sundhedsdag, og det fejrer man også i Fredericia. Med fokus på mental sundhed afviklede institutionen Idræt i dagtimerne et cykelløb for byen. Forsker på området anerkender behovet for at fokusere på netop mental sundhed i samfundet.

Af Simon Jensen

Mellem 15 og 20 deltagere var troppet op ved Fredericia Idrætscenter for at deltage i et cykelløb i anledning af Verdens Mentale Sundhedsdag. Foto: Idræt i dagtimerne, Fredericia

En flok fredericianere var torsdag formiddag mødt op ved Fredericia Idrætscenter for at bidrage i en kampagne med mental sundhed for øje.

På cyklen skulle der køres en rute på ti kilometer i anledningen af Verdens Mentale Sundhedsdag – noget som arrangør Tony Brazil, der også er daglig leder i Idræt i Dagtimerne, var særlig fortaler for. Han påpeger, at et fokus på mental sundhed er vigtigt for både det enkelte menneske og samfundsfællesskabet.

”Mental sundhed er rigtig vigtigt – både i forhold til trivsel og et godt arbejdsmiljø, men også at de ting, vi gør, samtidig gør noget godt for os selv og for fællesskabet og styrker kampen mod blandt andet ensomhed. Det er noget, vi vægter højt i vores organisation,” siger Tony Brazil.

Mentale sundhedsudfordringer udgør samfundsbyrde

Hos Statens Institut For Folkesundhed er man bevidste om betydningen af den generelle mentale sundhed i det danske samfund. Seniorforsker Maj Britt Dahl Nielsen pointerer endvidere, at folkesundheden i øjeblikket er én af de største samfundsmæssige udfordringer på landsplan.

”Det er nogle af de sygdomme, som er forbundet med den største byrde i forhold til omkostninger for samfundet og for den enkelte. Så det koster rigtig mange penge, og det har også nogle alvorlige konsekvenser for det enkelte menneske,” siger Maj Britt Dahl Nielsen.

”Mennesker, som har en psykisk sygdom, lever markant kortere end den generelle befolkning – omkring 15-20 år kortere i gennemsnit. De har også flere somatiske sygdomme, de har større sandsynlighed for sygefravær og førtidspension og at ryge ud af arbejdsmarkedet,” siger hun.

Ifølge Tony Brazil er det derfor også helt naturligt, at man i Fredericia sætter fokus på mental sundhed i forbindelse med Verdens Mentale Sundhedsdag.

”Vi har et værdisæt, der siger, at vi gerne vil skabe bevægelse og frirum, og sådan en dag som i dag byder ligesom op til det,” siger han.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *