Onsdag aften var folk i Fredericia mødt talstærke op for at snakke om et svært og tabubelagt emne: stofmisbrug og de altødelæggende konsekvenser det medfører. Ikke alene for misbrugeren selv, men også for de mange pårørende, der ufrivilligt bliver hevet med ind i mørket. På trods af de dystre rammer var der dog alligevel lys at spore.
Af Emilie Bagger Olsen
Midt i mørket og stille regn summede Tøjhuset i midten af Fredericia af liv onsdag aften. Over 150 lokale var mødt op for at høre misbrugsbehandler Carl Christian Randow holde foredrag. Normalt ville man tro, at misbrugeren ville være i fokus under sådan et arrangement, men ikke i aften. I stedet skulle der snakkes om de pårørende, og de store konsekvenser det medfører at være tæt på en misbruger.
I Fredericia oplever man i øjeblikket stigende problemer med et alarmerende stort misbrug af især morfin. Det var derfor også tydeligt at mærke, at mange af de fremmødte selv har problemet tæt på livet. I spørgerunden var det især spørgsmål fra bekymrede forældre, der følte magtesløshed overfor deres børns misbrug. For hvordan bliver man nogensinde i stand til at takle ens eget barns altødelæggende adfærd? Det spørgsmål forsøgte Carl Randow at besvare i et tre timer langt oplæg.
Foredraget var arrangeret af værestedet Solstrålen i Fredericia. Som Danmarks ældste værested for stoffrie og misbrugeres pårørende kender de her alt til vigtigheden i, at man ikke glemmer alle de mennesker, der ufrivilligt påvirkes af en persons misbrug.
Keld Jensen, der er mangeårig frivillig i Solstrålen, har været en af hovedkræfterne bag aftenens arrangement. Et arrangement, der er blevet muligt gennem sponsorater, hvor det samlede overskud går til Solstrålen.
Han fortæller, at foredraget skal ses som en gave til de pårørende. At det for dem er en måde at give noget tilbage til dem på:
”De pårørende bliver let overset, men de har mindst et lige så stort behov for støtte og opmærksomhed. De pårørende er utrolig vigtige for, at en misbruger kan komme ud af sit problem, men de bliver også nødt til at passe på sig selv”.
Trods den store bekymring var der alligevel lys at spore i Carl Randows afslutning:
”I har i Fredericia noget helt unikt. I har turde bryde tabuet og tale om jeres problemer. Det gør, at jeres netværk er bedre og stærkere end mange andre steder. Sæt kræfterne i gang og råb politikerne op”.