40 år efter olieudslip: Bliver Skanseodden nogensinde ren igen?

Oliespisende bakterier skal fjerne de sidste forureninger fra et 40 år gammelt olieudslip på Skanseodden i Fredericia. Shell og Region Syddanmark, som er ansvarlige for projektet, er forhåbningsfulde. Lokalpolitiker er mere mistroisk og skal se resultater, før han tør tro på, at stranden langt om længe bliver forureningsfri. 

Af Emilie Bagger Olsen

Torsdag d. 3. oktober blev en længe ventet forureningsbekæmpelse af Skanseodden i gangsat. Foto: Thomas Lauersen, Region Syddanmark

I sidste uge blev der taget hul på endnu et forsøg på at bekæmpe olieforureningen på Østerstrand. Udslippet stammer helt tilbage til 1980’erne, hvor Shells Raffinaderiet i Fredericia oplevede et stort olielæk. Dengang stod de offentlige myndigheder for oprydningsarbejdet. Et arbejde, man troede, var vellykket helt frem til 2014, hvor kommunen fandt et ukendt olieudslip på Skanseodden.

Opdagelsen igangsatte et større samarbejde mellem Shell, Fredericia kommune og Region Syddanmark, hvor Shell var hurtige til at påtage sig sin del af ansvaret.

Samarbejdet kunne dog, ifølge Christian Bro, formand for Miljø- og Teknikudvalget i Fredericia Kommune, godt havde været mere effektivt:

”Da Shell tilbage i 2014 påtog sig ansvaret, lavede de faktisk nogle barrierer inde på deres egen grund, som skulle opsamle oliespildet. Desværre kunne man allerede efter et år se, at det ikke virkede.”

Alligevel var det først, da regionen i 2017 foretog en større undersøgelse af jorden for at kortlægge oliestrømningerne, at Shell i samarbejde med miljøkonsulentfirmaet Ejlskov udviklede de oliespisende bakterier, der i sidste uge blev sat løs.  

Jørn Lehmann Petersen, som er formand for Miljø- og Teknikudvalget i Region Syddanmark, ser anderledes positivt på samarbejdet:

”Efter vi havde foretaget prøverne, der viste udslippet, har vi haft et rigtig godt samarbejde med Shell. Selvom de ikke er juridisk forpligtet til det, påtog de sig oprydningsarbejdet, som de selv har planlagt og betalt.”

For Christian Bro er de gode intentioner dog ikke helt nok:

”De har ikke været forpligtet, fordi lovgivningen har været en anden. Jeg vil se det, før jeg tror det. Shell har vist god vilje i det her, men det er jo deres svindleri.” Der er endnu ikke sat nogen slutdato for projektet, da det kan tage alt mellem 3-7 år, før bakterierne har spist sig gennem olien.

,

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *