Ny metode skal skabe sundhedsboost i Fredericia

Der er kommet flere svært overvægtige, og færre der mener deres egen sundhed er god i Fredericia siden 2010, men nu skal en helt ny metode hjælpe med at rette op på problemet.

Af Andreas Würtz Adamsen

I Fredericia skal man forsøge at få sundheden tilbage på rette spor, efter negative tegn i den seneste undersøgelse foretaget af Region Syddanmark. Foto: Andreas Würtz Adamsen

Rygning og alkoholforbrug er blevet et mindre problem i Fredericia siden 2010, men alligevel er det generelle sundhedsniveau lavere, hvis man spørger kommunens indbyggere. I Region Syddanmarks seneste sundhedsundersøgelse var der nemlig færre fredericianere, der vurderede egen sundhed som værende god, mens antallet af overvægtige var steget.

Nu skal kommunen afprøve en helt ny metode, hvor borgerinddragelse er i højsædet. Metoden, der kaldes The Place Standard Model, er spørgeskemabaseret, hvor borgerne skal vurdere en række parametre i lokalområdet på en skala fra et til syv, og skal afprøves i Korskærparken, som en del af helhedsplanen for området:

”Vi håber på, vi kan få en kortlægning af, hvad det rent faktisk er, folk efterspørger derude. Hvad det er for et område, folk selv synes, de bor i. Det er faktisk en effekt i sig selv,” fortæller Malene Lund Grindsted, der er specialkonsulent hos Sundhed og Velfærdsinnovation i Fredericia Kommune.

Forankring er altafgørende
Verdenssundhedsorganisationen, WHO, har i samarbejde med Skotland udviklet metoden, og nu skal det undersøges, om den også kan bruges i Danmark.

Ifølge Anne Tortzen, leder af Center for Borgerdialog og ekspert i borgerinddragelse, bør spørgeskemaerne dog ikke stå alene, da dialog med borgerne er lige så afgørende. Tortzen peger samtidig på andre afgørende aspekter:

”Helhedsplaner er ofte projektorienterede. Der kommer nogle penge, og der bliver formuleret en indsats over tre eller fem år. Her handler det om at få skabt ejerskab og forankring, så udviklingen kan fortsætte, når helhedsplanen er gennemført,” siger Tortzen.

Fokus på det brede sundhedsbegreb
Forventer man en voldsom stigning i antallet af løbere eller cykelryttere i Fredericia, må man dog væbne sig med tålmodighed, da metoden ifølge Malene Lund Grindsted fokuserer på rigtig meget andet:

”Det er det helt brede sundhedsbegreb, der også handler om byrum, fællesskab og trivsel, så det alt i alt bliver et bedre område at bo i,” pointerer Lund Grindsted.

Skulle metoden vise sig at være en succes i Korskærparken, vil Fredericia Kommune, ifølge Lund Grindsted, også overveje at benytte metoden i kommende projekter, hvor borgerinddragelse ville give mening at fokusere på.

,

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *